Korets dirigent

Torsten Mariegaard er uddannet ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i 1984-1990.

Han var oprindeligt guitarist, men valgte at afslutte guitarstudiet på bachelor-niveau hos docent Ingolf Olsen. Herefter koncentrerede han sig om kor­- og orkesterledelse og afsluttede sin mastergrad med diplomeksamen hos professorerne Dan-Olof Stenlund og Jorma Panula.

Han har stiftet og dirigeret talrige kor og har med disse opført et stort og alsidigt repertoire med hovedvægt på de centrale komponisters a cappella­-værker. Derudover har han opførtde fleste standardværker for kor, solister og orkester - f.eks. Bachs Johannespassion, H-mol messen og Juleoratorium, Händels Messias, Judas Maccabæus og Israel i Egypten, Vivaldis Gloria, Haydns Skabelsen og Skabelsesmessen, Mozarts Requiem, Kroningsmessen og C-mol Messen, Mendelssohns Elias og Paulus, Schubert messer, Brahms’ Ein Deutsches Requiem, Dvoraks Stabat Mater og Requiem, samt Requerne af Verdi, Fauré og Durufle.

Torsten Mariegaard har virket som instruktør ved store korstævner og som underviser i korledelse, og han har været medlem af den kunstneriske ledelse af Copenhagen Choir Festival.

Sideløbende har han taget organisteksamen med undervisning af Vera Østergaard, Søren Christian Vestergaard og Jens E. Christensen. Torsten Mariegaard arbejder i dag som organist ved Birkholm Kirkesal i Herlev.

Torsten Mariegaard var i over 26 år dirigent for kammerkoret Pegasus, og nærmer sig 30 års jubilæum som dirigent for Kammerkoret Terpsichore og Rudersdal Koret.

Torsten Mariegaard, 60 år er jo ingen alder i vore dage, og slet ikke når man beskæftiger sig med klassisk musik, der rækker århundreder tilbage i tiden. Og det er jo netop det du har gjort. Spillet, sunget, lyttet, abejdet med klassisk musik. Som sanger, organist, guitarist, - og ikke mindst dirigent. Hvad var det der fik dig til at bruge et langt liv på netop det?

Jeg er nok en af dem, som havde nemt ved musik i de helt unge år - og så fik jeg, fra div. Hillerød-musiklærere, tilpas mange opfordringer til at søge ind på konservatoriet. Jeg havde naturligvis overvejelser hen ad vejen, men jeg fik aldrig en rigtig seriøs anden idé. Det største vendepunkt var nok mødet med daværende professor i korledelse, Dan-Olof Stenlund - og herigennem også de allerstørste komponister. Det var her, jeg besluttede at afslutte guitarspillet på bachelor niveau, og arbejde videre med kor- og ensembleledelse.

Det vil absolut også være på sin plads at nævne - ja, Rudersdal Koret! For i sin tid troede jeg at min korledelse skulle koncentrere sig om a cappella musikken. Men efter 11 måneder med Rudersdalkoret stod jeg pludselig i Grundtvigskirken med vores første fælles Mozart Requiem.  The rest is history ...

Du og Rudersdal Koret har arbejdet sammen i næsten 30 år, og har opført adskillige af de store værker for kor, solister og orkester. Måneders prøvearbejde og slid kulminerer, når vi står sammen i en stor kirke, fyldt med forventning. Hvordan oplever du det, når du slår an til Verdis Requiem?

Det er en af de ting, som har ændret sig gradvis gennem årene - eller ja, gennem årtierne! Verdis Requiem i 2001 var vel nok en af de største “partitur-styrkeprøver” for mig dengang, og jeg husker også et stærkt fokus på at koncerter føltes som en slags kontrol-marathon.  I dag er sekunderne før første tone mere en blanding af dyb taknemmelighed, og så et lidt andet og mere blandet focus. Der ER stadig masser, jeg skal kontrollere - men jeg kan også give plads til at holde mig levende og åben i de næste 80 minutter, så både jeg, kor og orkester og den aktuelle musik får de bedste betingelser for at videreudvikle sig på selve dagen.

I de ugentlige korprøver arbejder du meget med klang og intonation og musikalsk forståelse, hvordan synes du arbejdet med de store korværker adskiller sig fra arbejdet med det mindre format, a cappella sangene? Begge dele er jo tekstbåret i modsætning til de abstrakte orkester- og kammermusikværker.

Ja, klang og intonation er for mig at se kernen i al vellykket sang. Det med at udlægge teksten og den menneskelige dimension og de fortællinger, som ligger heri gemmer jeg faktisk tit til allersidst i et a cappella forløb, nogle gange til minuttet før der synges. Det sker så i form af en introduktion til publikum af værket - og den hører sangerne jo, og ofte åbenbarer der sig en ny dimension og motivation i det bedst tænkelige øjeblik, altså på koncerten. Dette rent praktiske rum for fortælling har man jo ikke i en koncert med kor, solister og orkester. Så der kommer det afgørende løft på en anden måde - måske simpelthen i kraft af at den store sammenhæng først kommer på koncerten. Faktisk sørger jeg nok altid for at generalprøven får sine små afbrydelser m.v., så man har den store oplevelse til gode..

Rudersdal Koret begyndte jo tidligt som et initiativ fra forældre og lærere på Gl. Holte Skole. I starten mest med fællessangsrepertoriet, men senere, efter et lykkeligt møde for nogle af sangerne med netop Verdis Requiem, blev det en kærlighedsaffære med de største korværker.

Du kom til koret i 1995, hvordan begyndte samarbejdet?

Det er et af de sjove tilfælde her i livet: Nogle af korets sangere deltog i et af World Festival Choirs forløb. Da en kollega havde fået for meget om ørerne, blev jeg med kort varsel spurgt om jeg kunne overtage disse 6 lørdagsprøver. Her blev jeg spottet som den, der ville kunne gennemføre en ønsket udvikling i - ja, dengang hed det jo Gl. Holte koret. Og altså faktisk headhuntet.

Både du og Rudersdal Korets sangere er af naturlige grunde blevet ældre gennem de små 30 års samarbejde. Selvom vi selvfølgelig jævnligt bliver suppleret med yngre sangere, er spørgsmålet, om alder har betydning for den musikalske udvikling?

Jeg synes at en af de helt store triumfer i Rudersdal Koret er at vi har sangere, som på enhver måde synger bedre i deres tidlige 70’ere end de gjorde midt i deres 60’ere. Det er af og til tålmodighedskrævende for både sangere og dirigent - men det er da fantastisk spændende at opleve at selve udviklingsevnen og -viljen tydeligvis ikke ældes. Hvad angår den fysiske side af sang.. ja, der må jeg bare lette på hatten! Det er skønt - og meget tydeligt - at mange i koret er villige til at foretage den investering af både tid og undervisning, som gør det muligt for os fortsat at skuldre de store værker.